Tahitiperler
- 26. okt. 2017
- 2 min læsning
Opdateret: for 2 dage siden
Tahitiperler er forholdsvis sjældne, men i To Form har vi ofte et par stykker liggende, så du kan få speciallavet et smykke med en tahitiperle. I dette skriv kan du blive lidt klogere på de særlige tahitiperler.

Perler ligger i kategorien ædelsten, selvom det er ikke en sten. Perler gror i østers og en perles farve, er bestemt af farven på østersens læbe. Tahitiperler dyrkes i østerstypen Pinctada Margaritifere, som har en sølvfarvet eller sort læbe. Langt størstedelen af denne type perler dyrkes i laguner i Tahiti i Fransk Polynesien, i den sydlige del af Stillehavet. Perlerne findes i næsten alle regnbuens farver. Ikke to perler har ens form - det er en del af deres charme.
Myter
Ifølge en polynesisk legende besøgte Oro, guden for fred og frugtbarhed, jorden via en regnbue. Oro medbragte en magisk østers kaldet Ufi til det polynesiske folk. Da Oro opdagede den smukke sorte perle, som lå gemt i østersen, forærede han den til prinsesse Bora Bora som tegn på sin kærlighed til hende.
En anden myte lyder således: Fuldmånen badede i det mørke hav. Månens lysstråler lokkede østersene op til overfladen, hvor de skinnede, idet månens skær dansede henover duggen, som lå som sarte tæpper over dem. Som tiden gik, omfavnede duggen perlerne med blå, grønne, gyldne og røde nuancer.
Pas på dine perler
Perler er meget levende og selvom man ikke tænker det, kan de tørre ud og blive helt matte og triste. Dine perler holder sig bedre, hvis de ofte er i kontakt med din hud, som beriger perlerne med varme og fedt - og selvom det lyder lidt klamt, kan en træt perle ofte vækkes til live igen, ved at du gnider den mod næsefløjene, der typisk er lidt fedtede. Og ja, vi ved godt, at det lyder sært, men det er helt gratis og det virker. Derudover er det smart at undgå at få sæbe eller andre unaturlige produkter på dine perler samt at opbevare dem i en stofpose, når du ikke bærer dem, så perlerne ikke bliver ridsede.



















