top of page

Ringen som symbol

En ring er et symbol på fuldendthed og evig troskab, fordi den hverken har en begyndelse eller en ende. Frierringe og vielsesringe er i forlængelse heraf symbol på, at to partnere har lovet hinanden troskab. Vielsesringe og forlovelsesringe er en synlig måde at markere en alliance mellem to mennesker på, men som du kan læse herunder, er det ikke den eneste måde.


Lidt historie

Vielsesringe anvendes i hele verden i dag. I Middelhavsområdet kan ringene spores tilbage til før kristendommens udbredelse. I Norden brugte man før trolovelsesringens (forlovelsesringens) udbredelse en knyttet knude eller en guldmønt slået i to som symbol på ægteskabelig forening. I det 16. århundredes Danmark blev kvindens ”ja” markeret med en udveksling af fæstensgaver. Typiske fæstensgaver var halskæder og armbånd og en såkaldt ”slangering”. Slangeringen var et stykke ædelmetal snoet som en spiral, hvorfra stykker kunne blive klippet af og brugt som betalingsmiddel. Slangeringens ender mødtes ikke – i modsætning til trolovelsesringens – og den var ikke en prydgenstand, men et betalingsmiddel.


Danskerne var længe om at tage traditionen med frier- og vielsesringe til sig, fordi ringe var forbundet med konger og guder, og så var de ikke så meget værd rent økonomisk som fæstensgaver. Først i 1800-tallet blev ringen et almindeligt ægteskabssymbol i alle samfundslag i Danmark.


Blandt fiskere har det førhen været skik at bære ørering for beskyttelse og som betaling til overfarten til dødsriget i tilfælde af, at han faldt ombord. Når fiskeren fandt sin udkårne, forærede han den ene ørering til hende.


Hvad med i dag?

Det historiske tilbageblik viser, at man sagtens kan blive både forlovet og gift uden at markere det med en fingerring. I nutidens Danmark er elementer som personlig stil og arbejdsliv blandt de faktorer, som spiller ind i valget af ringe. Måske har du lyst til at gøre som fiskeren, eller måske vil du tage traditionen med knuden til dig.


I dag er der ikke nogen fast måde at gøre tingene på. Mange par udveksler stadig fingerringe under vielsesceremonien, men i nogle tilfælde er det kun den ene ægtefælle, som bærer ring. Nogle vælger at vielsesringen er en ørering eller en tatovering, og andre har en ring i en halskæde. Det mest udbredte er dog fingerringe, ofte med forlovelsesdatoen, vielsesdatoen eller ægtefællens fornavn indgraveret.


Hvilken hånd?

I Sydeuropa bæres vielsesringen ofte på venstre hånd, da romerne mente, at der gik en blodåre direkte fra ringefingeren på venstre hånd til hjertet. I Danmark er det tradition at bære forlovelsesringen på venstre hånd og vielsesringen på højre hånd. I vestlige lande bruges højre hånd til at fastslå aftaler og til at sværge troskab, hvilket vielsesringen på højre hånd afspejler.


Ekstra symboler

Både frierringe og vielsesringe kan være glatte eller have udsmykning. I To Form elsker vi at lege med former, derfor har du rig mulighed for at finde et par unikke ringe blandt det faste udvalg, eller endda at være med til at designe din egen ring.


Den ædelsten, som vi i To Form oftest pryder vielsesringe med, er diamanter. Diamanter symboliserer uskyld, troskab, lys og liv. Desuden forbinder mange mennesker diamanter med noget værdifuldt, så at forære en diamantring til din udkårne ses som et udtryk for, at din partner har stor værdi for dig. Efter sigende bringer diamanter lys, lykke og visdom til sin ejer, og derudover skulle de have en helbredende effekt.


“Something old, something new, something borrowed, something blue, and a silver sixpence in her shoe.” – Victoriansk remse

I vesten er der tradition for at bruden skal bære noget nyt, gammelt, lånt og blåt samt en mønt i sin sko. Det skulle efter sigende bringe optimisme for fremtiden, et minde om brudens familiære rødder, kærlighed samt velstand. Hos To Form tilbyder vi at omsmelte dit gamle guld til en ny ring, hvormed du er godt på vej til at opfylde remsen.


Lidt overtro

Hvis du har en gnist af overtro i dig, er det nu, du skal være opmærksom!

Det siges at…

… tager man forlovelsesringen af, bringer det ulykke.

… bliver forlovelsesringen væk, er man et let offer for Djævlen.

… den, der først sætter vielsesringen på sin partners finger, kommer til at bestemme i ægteskabet.


Andre 
bottom of page